Kun konventionelle kan søge tilskud til ny teknologi
Økologisk NuDen soldrevne lugerobot Farmdroid, som fjerner ukrudt uden brug af kemi, har bredt sig på de danske marker.
Senest er der også udviklet en batteridrevet robot, der kan fjerne skræpper og tidsler fra græsmarker – også her uden brug af pesticider.
Og den superavancerede LaserWeeder skyder nu flere steder i landet ukrudt ved hjælp af laserstråler.
Ny teknologi finder hele tiden vej til markerne, og i oktober åbner en ny tilskudsordning, der skal give landmænd bedre adgang til teknologi, der kan reducere pesticidforbruget og forbedre klimaindsatsen.
Men den ordning gælder ikke for økologer.
Det har nu fået Landbrug & Fødevarer til sammen med Økologisk Landsforening at skrive et fælles brev til ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, hvor de beder ham justere ordningen, så også økologer får adgang til de relevante teknologier.
”Som ordningen ser ud nu, forskelsbehandler den økologien og skaber en konkurrenceforvridning, fordi det bliver billigere for de konventionelle at tage de nye teknologier i anvendelse,” siger Sybille Kyed, der er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening til Økologisk Nu.
I det fælles brev til ministeren står der blandt andet:
”Under indsatsområde til reduktion af pesticidforbrug i planteavl er økologer desværre endnu en gang udelukket fra at kunne søge. Det betyder, at økologer er afskåret fra at kunne opnå tilskud til en række teknologier, som er helt oplagte at anvende i den økologiske produktion – bl.a. lugerobotter, radrensere, kamerateknologi til ukrudtsgenkendelse, førerløs enhed til mekanisk ukrudtsbekæmpelse m.v.”
Konkurrenceforvridning
I brevet lægger organisationerne vægt på, at de gentagne gange har påpeget det uhensigtsmæssige i at udelukke økologer fra indsatsområder, der har til formål at reducere pesticidforbruget.
"Økologerne bliver ramt dobbelthårdt, hvis reglerne ikke ændres. De vil både gå glip af tilskuddet, og prisen på teknologien vil afspejle, at der er et tilskud, så den bliver ovenikøbet dyrere for økologerne," mener Sybille Kyed.
Tilskud kan altså, ifølge Sybille Kyed, være med til at hæve priserne på ny teknologi - og samtidig understøtter det ikke den rigtige retning for teknologien.
"Uden tilskud og via markedskræfterne oplever man, at teknologien ofte starter i økologien, og senere spreder sig til det konventionelle," siger Sybille Kyed.
Det gælder f.eks. den danskproducerede og soldrevne lugerobot Farmdroid.
Hun tilføjer, at som støtteordningen er skruet sammen i dag, gives der samtidig tilskud til en lang række typer sprøjteudstyr, som ganske vist skal reducere pesticidforbruget, men som fortsat understøtter produktion med pesticider.
Kan bremse vækst i økologien
I brevet til ministeren bliver det også påpeget, at den skæve fordeling af teknologistøtten kan gå ud over regeringens målsætning om en fordobling af det økologiske areal.
”En udelukkelse fra at kunne søge tilskud til teknologierne vil derfor medføre en ringere dyrkningsmæssig situation for økologisk planteavl set i forhold til den konventionelle produktion. Det kan risikere at føre til øget tilbagelægning. Samtidig nedsætter det motivationen for omlægning af nye arealer,” står der i brevet.
I et opslag på LinkedIn skriver Kirsten Lund, der er sektordirektør for økologi i Landbrug & Fødevarer:
”Når ambitionerne er lavere pesticidforbrug og mere økologi, bør tilskudsordningerne naturligvis understøtte målet om udvidelsen af den økologiske produktion. Vi håber ministeren vil lytte til vores opfordring og sørge for, at de initiativer, han står i spidsen for, understøtter målet om fordobling af det økologiske areal.”
Vi har rakt ud efter den ansvarlige minister, Christian Rabjerg Madsen, og bedt ham forholde sig til brevet fra de to landbrugsorganisationer. Men ministeriet oplyser, at ministeren er bortrejst og er derfor ikke er tilgængelig for interviews før efter sommerferien.