Zink og kobber til grise har forurenet de danske vandløb

Økologisk Nu
Zink og kobber til grise har forurenet de danske vandløb

Næsten fire ud af fem vandløb er forurenet med tungmetallet zink, men kobber har forurenet næsten halvdelen.

Det viser en gennemgang foretaget af DR af Miljøministeriets seneste tilstandsvureringer af knap 6.700 vandløbsstrækninger i Danmark.

For meget zink og kobber i vandmiljøet kan skade dyr og planters vækst og reproduktion.

Hhv. 70 og 75 pct. af den zink og kobber, der er havnet i vandmiljøet, anslås at stamme fra landbrugsgødning, viser DR's gennemgang. Særligt er det svinegyllen, der spredes på markerne, som er kilde til forureningen, fordi zink og kobber igennem årtier er blevet tilført grisefoderet for bl.a. at modvirke diarre hos smågrise samt at fremme væksten, forklarer John Jensen, der er seniorforsker i økotoksikologi på Aarhus Universitet til DR.

"Det gør jo kobber og zink til en af de store udfordringer, vi har i forhold til kemisk vandkvalitet," siger han.

Landbrug & Fødevarer, understreger, at svineproducenterne har overholdt reglerne for brugen af zink og kobber, men erkender, at man ikke har været opmærksom på miljøkonveksenserne.

"Vi har jo brugt det, ud fra hvad der var godt for dyret produktionsmæssigt og vækstmæssigt, og har ikke haft fokus på de miljømæssige sideeffekter," forklarer chefkonsulent Bent Ib Hansen til DR.

Reglerne for kobber i foderet og medicinsk zink blev strammet i hhv. 2019 og 2022, men effekten er ikke slået igennem i tilstandsvurderingerne, som DR har analyseret.