EU-enhed melder ud: PFAS-stof fra pesticider og kølemidler kan skade evnen til at få børn
Økologisk NuDa de danske myndigheder i slutningen af 2024 kunne konstatere, at en række af landbrugets mest populære pesticider blev nedbrudt til PFAS-stoffet TFA, førte det til, at 33 aktivstoffer blev forbudt.
Spørgsmålet var dog: Selvom TFA kategoriseres som et PFAS - altså et evighedskemikalie - hvor farligt er det så reelt for os?
Nu lyder en officiel vurdering fra ECHA, der er EU's kemikalieagentur, at TFA kan skade ufødte børn og reducere vores evne til at få børn. ECHA anbefaler derfor, at EU officielt kategoriserer TFA som skadeligt for reproduktionsevnen.
Hos NGO'en Pesticide Action Network glæder man sig over, at der endelig foreligger en vurdering fra myndighederne.
"Den offentliggjorte beslutning bekræfter det, vi har advaret om siden 2023: TFA er ikke en harmløs PFAS-metabolit. Det kan være giftigt for mennesker, og skaden er størst i livets mest sårbare perioder – graviditet og den tidlige barndom," siger dr. Angeliki Lysimachou, leder af afdelingen for videnskab og politik hos PAN Europe, i en pressemeddelelse.
Misdannelser af øjne og skelet
ECHAs vurdering kommer efter et møde i dets Risikovurderingsudvalg (RAC) i sidste uge vedrørende forslaget om fareklassificering af TFA.
RAC's konklusioner er baseret på dokumentation, der viser udviklingsskader hos afkom af forsøgsdyr efter prænatal eksponering for TFA - altså eksponering i fosterstadiet. Forsøgene viste misdannelser af øjne og skelet hos kaniner, påvirkning af immunsystemet og skjoldbruskkirtlen hos rotter samt tegn på påvirkning af sædkvaliteten. RAC klassificerede også TFA som mobil, persistent og toksisk, hvilket udgør en alvorlig fare for miljøet.
Næste skridt er nu, at ECHA sender sin vurdering videre til EU-Kommissionen, der så skal beslutte, om TFA formelt skal klassificeres som reproduktionsskadeligt — en klassificering, der efter pesticidreglerne kan få betydning for, om TFA-dannende midler fortsat må godkendes.
TFA-fund i Frankrigs vandressourcer
Sidste år forbød de danske myndigheder 33 sprøjtemidler grundet udvaskning af TFA. I 2020 fandt myndighederne TFA i 219 ud af 247 undersøgte boringer.
I 2023 udgjorde midler med disse stoffer 28,2 pct. af den samlede miljø- og sundhedsbelastning fra sprøjtemidler i Danmark, og der blev anvendt cirka 190 ton af de nævnte stoffer.
Samtidig kæmper Frankrig nu med udbredt TFA-forurening af vandressourcerne, da man for nylig fandt TFA i 92 pct. af prøverne af både rå- og drikkevand.
TFA er også blevet fundet i adskillige europæiske morgenmadsprodukter.
Ud over sprøjtemidler kan TFA også stamme fra fluorerede gasser, der findes i f.eks. kølemidler og flammehæmmere.